Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

14. juli 2015

Weekendens udflugter til Ugpik.....

Lørdag morgen var vejret gråt, småkoldt og stille, så efter frokost besluttede vi os for at sejle ud til et sted, der hedder Ugpik, en bugt, som Jan har erklæret som sit yndlingssted til at gå i land og på fjeldvandring.

Båden gøres sejlklar:


Toppen af Hjortetakken dækket med skyer:


Inde i bugten viste det sig næsten umuligt at komme i land, så vi sejlede et lille stykke ind i Kobberfjorden. Mens Jan klargjorde fiskegrejet, fik jeg tjansen som styrmand:


Da ekkoloddet hurtigt viste fisk under os, måtte linen ud. Der skulle være mange torsk i øjeblikket, og vi havde da heller fået krogene mere end 4-5 meter ned i vandet før der var bid - 2 flotte torsk på en gang:


Det er lang tid siden, jeg har smagt så frisk og dejlig en fisk! Den ene blev fortæret til aftensmad samt til frokost næste dag, og den anden endte som fileter i fryseren!

Søndag var det stille vejr, men stadig skyet og temmelig koldt. Godt varmt klædt på, valgte vi igen Ugpik, og denne gang var der ingen problemer med at kaste ankeret ud, entre gummibåden og stige i land på de flade klipper.


Dette er natur, der vil noget! Hvis der er noget der hedder sjælevandring, var det denne tur op i fjeldene! Fuldstændig stilhed i den barske natur bortset fra elvens brusen ned gennem klipperne. Jeg forstår til fulde, at dette er Jans yndlingssted. Det er som at befinde sig i en helt anden verden langt fra alt:



Så var det ikke muligt at komme højere op i dag. Her var en fuldstændig fantastisk udsigt over Ugpik bugten:


Alle de mange indtryk bundfældes og nydes, inden nedstigningen begynder:


På toppen bestod noget af klippen af den smukkeste hvide marmor under den sorte belægning:


Her oppe var der også både planter og dyr. Vi så en havørn lette, men nåede desværre ikke at fotografere den, men Jan fik taget et par formidable fotos af en lille polarræveunge. Han opdagede pludselig et par ører stikke over kanten af et klippestykke:


- og lidt efter sad ungen bare der ved indgangen til sin hule og holdt øje med os:


Fugle var der også. Jeg har ikke så meget forstand på fugle, men vil gætte på, det er en snespurv:


- og masser af blomster samt lidt sortebær fra sidste år:



Det gjaldt om at være godt pakket ind i kulden:


Hjemme igen, og godt trætte af al den friske luft, kunne vi så slappe af og nyde den velsmagende torsk.

Fantastisk weekend - og så er det kun den første på dette skønne sted!

3 kommentarer:

  1. TAK for turen. Naturen er stor og blomsterne små.. og fantastiske. Flot klaret at få fotos af polarrævehvalpen.
    Velbekomme; friskfanget torsk er toppen!

    SvarSlet
  2. Du milde hvor er det fantastisk og det er endnu med fantastisk at opleve det ubeskåret, hele horisonten rundt

    SvarSlet
  3. Jeg under dig meget den oplevelse, du har fortjent det. Tak fordi jeg må komme med :) nyder hvert et billed. Knus

    SvarSlet