Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

30. september 2014

Kursus - projektmappe

I går var jeg på kursus hos Den Lille Lade i Ejstrupholm, hvor vi skulle lave en projektmappe, som Lone havde set og var blevet begejstret for, da hun tidligere på året besøgte butikken.

Lone og jeg startede fra Nyborg inden en vis mand fik sko på, og Mette samlede vi op på en parkeringsplads i Odense - da vi endelig fandt den!

Lidt forsinket nåede vi så Middelfart, hvor Kirsten og Helle ventede på os. Med Mettes symaskine i bagagerummet som bord, fik vi smurt os et af de medbragte rundstykker, som vi nød sammen med en kop kaffe, inden vi fortsatte kørslen ud i morgentågen!

Morgenkaffe i tågen
Lidt grej skal der jo med
Med ca. 3/4 times forsinkelse og efter en tur rundt i det midtjyske landskab via Lones gps, ankom vi til Den Lille Lade - en hyggelig 4-længet gård lidt uden for Ejstrupholm, hvor Ragnhild Battefeld har sin butik, sit galleri og sine undervisningslokaler - Den Lille Lade.

Ingen af os vidste rigtig, hvad vi gik ind til, men da vi havde set Ragnhilds eksemplarer af projektmappen, var vi alle solgt! Det var et super spændende projekt, og vi gik i gang med krum hals:

Ragnhild forklarer
Kirsten og Lone lytter opmærksomt
Helle og Kirsten
Det med at bruge lynlås i metermål og så selv sætte skyderne på voldte mine fingre lidt besvær, da jeg aldrig har prøvet det før. Heldigvis trådte Ragnhild hjælpende til:

Ragnhild sætter skydere på min lynlås
Vi arbejde koncentreret på projektet hele dagen kun afbrudt af en yderst delikat frokost, som Ragnhild havde forberedt til os samt en kop kaffe/the med hjemmebagte boller og banankage.

Mit sædvanlige rod omkring symaskinen
Jeg nåede lige knap at blive færdig med min mappe, men det gjorde jeg så tilgengæld i dag, og her er det færdige projekt - et flot ringbind med forskellige lommer til en masse nødvendigt grej:

Projektmappen forfra
- fra siden
- og åben
Nu skal der så produceres lidt flere lommer til at sætte i ringbindet, og så er mappen klar til mange forskellige projekter.

18. september 2014

ØV!

Midt i quiltningen af min taske nr. 2 fra Red Brolly, måtte min superdejlige Pfaff Quiltexpression 4.0 til doktor Kyndbøll, da et stykke tråd havde sat sig uhjælpeligt fast inde i maskinen! Desværre kunne den ikke komme med hjem med det samme, da Morten var i gang med at demonstrere en broderimaskine for en anden kunde.

Heldigvis har min altid hjælpsomme veninde Lone en ekstra maskine stående, som jeg kunne låne, så nu kan jeg komme videre med mit syprojekt. Den ligner min gamle maskine, så den var lige til at gå til:


Det er jo lidt besværligt, når man ikke har bil, og der opstår problemer med maskinen, men heldigvis træder Lone gerne til, hvis det bliver nødvendigt, og turen til Odense i går endte da også hyggeligt med kaffe og lagkage i Rosengårdcentret - og så skal vi ud og hente den på tirsdag, så det kan jo nemt blive til mere lagkage - eller noget andet godt!

12. september 2014

Søsterdage i hovedstaden - dag 3

Jeg glemte lige, at vi vejen hjem måtte en tur forbi Mette Blomsterbergs butik:


Det blev lige til 2 forskellige stykker lagkage til den nette pris af 50 kr. pr. styk! Vi delte begge stykker, så vi kunne smage begge dele, og - oh, hvilken fryd! De var alle pengene værd! Så oplever man virkelig, hvad gode råvarer og godt håndværk betyder:


Lørdag skulle vi mødes med min bror og svigerinde, som var på forlænget weekend i København, da min svigerinde om mandagen skulle til audiens hos Dronning Margrethe for at sige tag for medaljen hun havde fået for 40 års tro tjeneste!

Det har hele tiden været meningen, at vi om lørdagen ville på Louisiana, da ingen af os havde været der før. Pudsigt nok havde min bror og svigerinde samme planer, så vi kørte alle fire samt en af deres venner derop lige over middag. Efter en rigtig dejlig tur op langs Strandvejen blev vi godt nok lidt overraskede over, hvor mange mennesker, der også havde valgt at besøge Louisiana! Det var næsten umuligt at finde en parkeringsplads, men efter noget søgen, lykkedes det jo alligevel.

Udstillingen bestod af ca. 150 af Emil Noldes værker, samt en udstilling ved navn "Riverbed" af den islandske kunstner Olafur Eliasson.

Jeg må ærligt indrømme, at ingen af delene kunne jeg falde i svime over. Det kan godt være, at Emil Noldes billeder er mange penge værd og det man kalder god kunst, men jeg bryder mig bestemt ikke om dem. De seneste blomsterbilleder kan gå an, men resten synes jeg er mørkt, grimt og uhyggeligt!

Olafur Eliasson! Jamen hvad skal jeg sige? Mange forbundne rum, hvor der lå lava fløjet til Danmark fra Island, og ned gennem det hele, var der et lille vandløb!!! Jeg kalder det kunstsnobberi!


En anden del af Olafur Eliassons udstilling - alle mulige former og figurer af alt lige fra genbrugspap til ståltråd, legoklodser, træpinde, papir osv:


Så synes jeg bedre om dette værk, som permanent står på Louisiana:


Efter gennemgangen af udstillingerne tilbragte vi nogle timer i parken, som jo ligger smukt ned til Øresund:

Kapsejlads med smakkejoller
Mange mennesker nyder det skønne vejr
I forgrunden ses nok Danmarks bedst beliggende roklub!
Om aftenen valgte vi at blive hjemme og spise rester og hyggeos foran tv'et, da vi jo næste dag skulle vende næsen mod henholdsvis Nyborg og Kolding. Tak for nogle helt fantastiske dage, kære Susanne! Dem kan jeg leve højt på længe!

10. september 2014

Søsterdage i hovedstaden - dag 1 og 2

Min dejlige lillesøster har inviteret mig til at tilbringe nogle dage sammen med hende i København. Det blev nogle helt fantastisk dejlige dage med sol og sommer - noget, vi ellers ikke har været forvænte med de sidste 14 dage!

Vores logi var en skøn lille lejlighed i Fiolstræde, så der var rig mulighed for at "opdage" det indre  København på en helt anden måde, end når min bedre halvdel er med. Han gider i hvert fald ikke ose rundt i alle de spændende sidegader til Strøget - mange små gader, som jeg aldrig før har besøgt. Når jeg er der sammen med Michael, er det allerhøjst Strøget, der bliver gået op og ned ad!

Lige et kig ind i "vores" stue:


Vi ankom onsdag eftermiddag til Nørreport Station, og da vi havde installeret os i lejligheden, sonderede vi lige området lidt, og så fik vi ellers travet det indre København tyndt om torsdagen. Meget af centrum er jo et kaos på grund af metrobyggeriet. Godt man ikke må leve med det til hverdag! På nogle af afskærmningerne har folk dog været ret så kreative. Her en morsom væg:


Lidt stemningsbilleder fra det hyggelige Nyhavn:


Da det var den 5. september, som jo nu er national flagdag for hjemvendte soldater, var tårnet på Christiansborg fint smykket med dannebrogsflag:


Vi var også så heldige at se vagtskiftet på Amalienborg, noget, jeg aldrig før har oplevet:


Frokosten blev indtaget i Kongens Have med udsigt til Rosenborg Slot:


Torvehallerne - et orgie af farver og dufte fra alle de spændende kulinariske lækkerier. Vi havde valgt selv at lave vores aftensmad, så der skulle lige indkøbes lidt grønsager til laksen, som var medbragt hjemmefra:


Godt fyldt op i hovedet af indtryk og med trætte fødder, kunne vi hygge os foran tv'et om aftenen. Der var ca. 100 kanaler, så der var nok at vælge imellem. Jeg fandt også hurtigt ud af, at nattesøvn skulle jeg nok ikke forvente så meget af i en 1. sals lejlighed midt i København, hvilket sandelig også holdt stik for mig, som jo er vant til fuldstændig ro om natten! Men pyt, jeg kan sove, når jeg en gang bliver gammel!

8. september 2014

Striktrøje til Nana

Så blev trøjen, jeg har strikket til Nana afleveret og godkendt:


Trøjen er strikket i Red Heart babygarn fra Kvickly, så den er lige til at proppe i vaskemaskinen. Så kan det godt være, den ikke holder så længe, da det er ret billigt garn, men den er lækkert blød og skal såmænd nok holde, til Nana er vokset ud af den.

De søde ugleknapper er købt på DPF-træffet i Odense. De var næsten lige så dyre som garnet!

Opskriften er en gratis-opskrift fra Familiejournalen.