Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

26. januar 2014

Internt kursus

I mandags deltog jeg i et lille internt kursus hos Danehofquilterne.

I forbindelse med den efterhånden traditionelle ufo-aften underviste Ragna os i at sy en lille nem toiletpung. Min blev syet af rester i glade farver på sort bund både indvendig og udvendig:

25. januar 2014

Status 2013 - igen!

Uha, jeg har glemt noget! Godt nok ikke et helt stykke arbejde, men jeg har da også fået færdiggjort min søsters sengetæppe, som hun skulle have til sin 60 års fødselsdag i februar!

Det hjalp jo lidt på det slunkne udbytte, så her er den korrekte status for 2013:

18. januar 2014

Babykjole og sko

Jeg elsker at strikke babytøj, så det er jo heldigt, vi lige har fået 2 stk. i familien. Deres mødre vil gerne have mosters hjemmestrik, så jeg behøver aldrig kede mig. Hvis de ikke synes om det, kan de lade det gå til genbrug, så er der sikkert andre, der kan bruge det!

Det sidste nye er en lille kjole strikket i Red Heart babygarn fra Kvickly med tilhørende sko. Skoene er jeg dog i tvivl om størrelsen, for de ser godt nok store ud til en str. 0-3 mdr.!

Nå pyt, på et tidspunkt skal Freya sikkert have en Build-a-Bear bamse, så kan den sikkert bruge skoene.


Opskriften på kjolen er en gratis opskrift fra Perlestrik, som jeg har fundet i en facebookgruppe, og den kan findes her, og opskriften på skoene har jeg fundet i et gammelt ugeblad.

8. januar 2014

Status over 2013

2013 har, som skrevet før, været et mindre godt år her på matriklen. Det begyndte ellers så godt med vores pragtfulde rejse til Grønland, men efter hjemkomsten har her nærmest hersket kaos - både i omgivelser og med hensyn til helbred.

Jeg vil ikke skrive mere om byggeriet og den skrækkelige genhusning, og med helbredet kan det kun gå fremad i 2014. De fysiske rammer er endnu ikke helt på plads, men bortset fra haven, begynder det at ligne noget.

På grund af et skrantende helbred, går tingene for øjeblikket langsomt her i huset, men min bror har lovet at komme og hjælpe os færdige med de småting der mangler, og som vi ikke selv kan lave.

Håndarbejdsmæssigt har det også været lidt småt med kreativiteten og energien. Det er dog blevet til noget gang i strikketøjet - særligt siden jeg fik at vide, at begge mine niecer ventede småfolk. I november fik Trine sin lille Adam, og i december fødte Ditte sin lille Freya.

På patchworksiden er det blevet til 2 tæpper, som begge var fødselsdagsgaver, et babytæppe samt et par småting.

Her er en collage over produktionen i 2013, som gerne skulle blive udvidet en hel del i det nye år.


Heldigvis fik vi en dejlig slutning på året, da Jan kom hjem fra Grønland for at holde juleferie i 3 uger.

Det har været rigtig godt for mig. at han har været her, og vi har heldigvis også set en del til Mette.

Tirsdag den 7. januar var det desværre slut. Kl. 04.15 stod Mette og jeg op for at følge ham til Kastrup Lufthavn. Han havde lejet en bil hele perioden, så den skulle bare afleveres i lufthavnen, og da han var taget af sted, kunne Mette og jeg tage toget hjem til henholdsvis Nyborg og Odense, hvor hun skulle videre til uni, da hun er midt i en eksamen.

I lufthavnen fik jeg lige taget et dejligt foto af de kære to, mens vi sad og nød en kop morgenkaffe. Sikke en forskel på Jan fra første gang, han tog af sted - træt og udbrændt, og så til den glade og veltilfredse mand, vi kunne sende af sted i går:


Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Jan har reddet liv og helbred ved at tage imod tilbuddet om jobbet i Nuuk!

Forhåbentlig vil det igen blive muligt at besøge det skønne og spændende land, som vi slet ikke fik nok af i den korte tid, vi opholdt os der i maj måned!

Nu er det så hverdag igen, og jeg glæder mig til forhåbentlig en masse skønne timer sammen med veninderne i patchworkens tegn. Jeg føler, at energien og lysten er ved at vende tilbage, så nu kan det kun gå fremad!

Helbredsmæssigt bliver det også langsomt bedre, så forhåbentlig kan vi snart genoptage vores vinterbadning, som vi i den grad savner denne vinter, hvor vi begge, af helbredsmæssige årsager, må holde pause!

Godt nytår 2014!