Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

30. december 2011

Tak for i år

I overmorgen skriver vi 2012, og så er det tid til at gøre status over året der gik. Det bedste, fra året der er gået, er helt afgjort vores dejlige tur til London.

Lidt er der da blevet produceret i årets løb, og det hele har jeg samlet i denne lille collage:


Jeg ser også med stor glæde tilbage på alle de dejlige timer sammen med andre quiltere både i mine lokale grupper samt alle dem, jeg syr sammen med rundt omkring på Fyn.

Det har også været en fornøjelse at deltage i Quiltefestivalen i Aulby i maj måned samt Dansk Patchwork Forenings træf i august, hvor jeg havde meldt mig som frivillig hjælper. Det betød, at jeg fik en sludder med rigtig mange, og specielt dejligt var det at møde nogle af dem, jeg ikke havde haft kontakt med i lang tid!

Alt i alt har 2011 været en godt år uden de store udsving. Det er blevet til mange gode stunder sammen med både familie, venner, vinterbadere og ølentusiaster!

Rigtig godt nytår til alle, der læser min blog!

29. december 2011

Sidste færdige projekter i år

Så er de sidste projekter for i år færdige, og nu skal jeg for alvor i gang med min søsters sengetæppe, som jo skal være færdigt om godt et år.

Dette tæppe har ligget som en UFO i nogle år:

Da tæppet var monteret og klargjort til quiltning, opdagede jeg en fejl som gjorde, at jeg mistede lysten til at færdiggøre det. Ca. 3 cm af en mørkeblå stribe var smuttet i symaskinen, så kanten trævlede, og det er jo hverken særligt pænt eller holdbart. Jeg kunne dog ikke få mig til at kassere det, så det blev bare lagt væk.

Jeg viste mit barnebarn Mette tæppet på et tidspunkt, og hun ville da mægtig gerne have det, for det var jo varmt og lækkert, når hun og veninden skulle hygge sig med en videofilm. Hun var da ligeglad, om der sad en lap på det "syge" sted!

Ok så - der blev lavet en cirkel halvt mørkeblå og halvt lyseblå, og den blev applikeret oven på. Faktisk skal man se rigtig godt efter for at finde lappen, så tæppet blev quiltet færdigt og ligger nu i vaskemaskinen, så hun kan få det med hjem på lørdag efter nytår, når børn, svigerbørn og børnebørn kommer her til en forsinket julefrokost.

Næste færdige projekt er denne trøje, jeg har strikket til Sidsel:


Trøjen er strikket i strømpegarn, og jeg mangler endnu at strikke en hue til den, som hun må vente med at få, når den er færdig. Måske kan jeg nå at blive færdig, inden næste lørdag. Hvis ikke, får hun den bare senere.

Endelig er der jo Hannes Jule DHD som nåede at komme op at hænge:


Den ene hænger i vinduet i mit syværelse, og den anden hænger i mit køkkenvindue! De er bare så flotte, så til næste jul skal der sys nogle stykker som værtindegaver!

27. december 2011

Så er julen forbi......

- og der er så lige et par hverdage, inden det gamle år slutter, og vi går ind i 2012.

Selve julen sluttede for vores vedkommende i går, hvor vi var inviteret til julefrokost hos min niece i Kolding. Det blev en rigtig skøn dag sammen med familien. Mine egne børn og deres familier ser vi jo ikke før den 7. januar, hvor de alle kommer her til en forsinket julefrokost.


Det var dejligt at se lille Nana igen. Der sker jo rigtig meget på et par måneder i den alder, og hun er en sjov, kærlig og glad lille størrelse - ja, hun er simpelthen bare lækker!

Selv os, som hun jo ikke kender så meget til, fik hendes opmærksomhed:


- og jeg blev sandelig også inviteret indenfor i hendes telt for at læse historie:


I dag er vi så bare os selv igen, og man kan vist roligt sige, at der ikke er energi til det helt store. Måske vender den tilbage, når vi i eftermiddag skal en tur i det skønne Storebælt!

En stor tak til Trine, Nikolaj og Nana, fordi vi må være en del af jeres liv og følge med i Nanas opvækst og udvikling.

22. december 2011

Hannes Jule DHD - 3

Nøj, det blev nogle smukke julehjerter! Jeg er glad for, at jeg legede med i Hannes lille julespøg!


Der er jo to af dem, og nu mangler der bare at komme snore i, så er de klar til ophængning. Tusind tak til Hanne, fordi du gider "lege" med os!

21. december 2011

Glædelig jul

Min husbond kan det der med at lave juledekorationer, så det overlader jeg trygt til ham. Denne her har han lavet i dag:


Med denne fine dekoration vil jeg ønske alle jer, der læser min blog, en rigtig glædelig jul og et godt nytår! Tak for alle jeres søde kommentarer og hilsner i 2011, og så håber jeg, at 2012 bliver et kanon quilteår for os alle!

Tak også til alle jer, jeg har været så heldig at møde i løbet af året. Hvor er det dejligt at kende så mange, der er bidt af den samme hobby som jeg selv! Jeg glæder mig til at møde jer alle igen i 2012.

20. december 2011

Æbleskiver med kærnemælk

Da flere har bedt om opskriften på de æbleskiver, jeg har bagt her til jul, kommer den lige her. Jeg kan godt garantere, at de er lækre!

5 dl mel
½ tsk salt
2 tsk sukker
1 tsk kardemomme
1 tsk natron
Revet skal af en usprøjtet citron
3 æg
ca. 4 dl kærnemælk
Palmin til bagning

Bland mel, salt, sukker, kardemomme, natron og revet cirtronskal.
Pisk æggeblommer og kærnemælk sammen og rør melet i.
Lad dejen hvile ca. ½ time.
Pisk æggehviderne stive og vend dem i dejen.

Opvarm æbleskivepanden, og hæl en smule smeltet Palmin i hvert hul.
Fyld hullet trekvart op med dej.
Vend æbleskiverne, når de begynder at stivne og hæve i kanterne.
Vend dem flere gange under stegningen.
Når æbleskiverne er færdigbagt, lægges de på fedtsugende papir.

Æbleskiverne er velegnede til frysning. Portionen på fotoet er en dobbeltportion, og vi plejer at spise dem med solbærsyltetøj og/eller flormelis!
God fornøjelse og god appetit!

16. december 2011

De sidste kalendergaver

På søndag er det fjerde søndag i advent, og det er igen min tur til at give min mor en kalendergave. Min mor er vild med Matador Mix, så efter en tur syd for grænsen, kunne det blive til et helt kilo til hende!

Det skal nu ikke være slik det hele, så jeg har syet et forklæde til hende, som også skal med i pakken:


Mine børnebørn skal ikke snydes, så det blev også lige et forklæde til hver af de to små:


Forklæderne får pigerne sammen med en Opskriftsbog fra Amo og nogle muffinsforme:

14. december 2011

Juleafslutning i UFO-gruppen

Desværre kunne vores 5. medlem - Kirsten - ikke deltage i vores lille julefrokost i går aftes, men vi andre 4 hyggede os kraftigt med lidt medbragte lækkerier og et par gode juleøl.

Aftenen foregik, som sædvanligt, i vikingelaugets festlokale, Valhalla, hvor vi fik dækket et hyggeligt julebord, idet Lena havde været så kvik både at medbringe dug, servietter og pyntenisser:







Anne medbragte en lækker laksetærte, Hanne kom med hjemmelavede frikadeller med rugbrød og rødbeder  samt desserten, som bestod af Is a'lamande (jo, det er rigtig nok) med jordbærsovs (som jeg desværre ikke fik taget billeder af), Lena leverede osteanretningen, og jeg havde lavet en Quiche Loraine (fransk ostetærte).

Tak til jer alle tre for en hyggelig aften, og jeg glæder mig til vi kommer i gang med vores håndarbejde efter jul igen. Glædelig jul og godt nytår!

12. december 2011

Julegrydelapper

De søde stitchery-nisser endte med at blive til julegrydelapper og havnede som gevinst ved en juleafslutnings-pakkeleg! Håber vinderen kan bruge dem:


7. december 2011

Endnu en dejlig dag

I går - tirsdag - var det Mettes tur at lægge hus til en hel dags syhygge! Gitte måtte desværre melde afbud på grund af influenza, så Kirsten, Mette og undertegnede tilbragte dagen med henholdsvis fru Pfaff og håndsyningsprojekt.

Det er utroligt, som tiden flyver af sted i så skønt selskab. Mettes mand, John, sørgede for, at vi ikke kom til at mangle hverken vådt eller tørt, så bedre betjening kunne man ikke ønske sig.

Der blev skåret
- og syet
- og vist frem
Mette fik næsten syet to strikketasker, Kirsten nåede et langt stykke på tæppet til Preben, og jeg fik næsten syet 3 forklæder - 2 til de små børnebørn og 1 til min mors sidste adventsgave. Fotos kommer senere.

John som fotograf
Tak til Mette og John for gæstfriheden i deres dejlige hjem og for transporten til og fra busstationen! Jeg glæder mig allerede, til vi skal mødes igen i januar her i Nyborg!

5. december 2011

Juleafslutning hos Danehofquilterne

Så er Danehofquilterne gået på juleferie! I eftermiddags holdt vi vores traditionelle juleafslutning med godter, knas og pakkeleg!

Medlemmerne var mødt næsten fuldtallige op:


Inden vi gik i gang, blev der lige vist lidt færdige projekter frem:



Gurli læste en morsom julehistorie for os, mens godter og hjemmebag blev sendt rundt.


Så blev der spillet pakkeleg:

og da uret havde ringet for sidste gang, blev de vundne gaver diskuteret og beundret:

Der må klæbe en eller anden mærkat på mig i år, for jeg har endnu ikke været så heldig at vinde en eneste pakke ved de to juleafslutninger, jeg foreløbig har deltaget i. Måske har jeg bedre held på onsdag, hvor det er sidste chance for i år!

2. december 2011

Hannes Jule DHD

Det er første gang, jeg har meldt mig som deltager i  Hannes jule DHD (DHD = del hver dag) Hver dag, fra 1. december og indtil jul, lægger Hanne en lille opgave ud på nettet, og til jul har vi så et færdigt juleprojekt.

Da jeg alligevel skulle bestille nogle varer hos hende, valgte jeg samtidig at købe stofferne til denne sjove leg. Jeg gør ikke selv ret meget i julestoffer, så mit lager er ret slunkent, men så passer det jo fint, at hun har lavet stofpakker, der lige passer til projektet.

Første del fra i går er færdig, og til 2. del er pap og stof skåret, så kvadraterne kan blive riet i aften.

Det er spændende, hvad det ender med at blive til. Det er jo næsten lige så spændende som at åbne en julekalender!