Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

16. juni 2010

Enestående udstilling!

Tirsdag eftermiddag tog vi 10 damer fra Danehofquilterne til Nordfyn, nærmere betegnet til Kunstgården i Skovby for at se en udstilling med quilt, patchwork og applikering af quiltekunstneren fra Rudkøbing, Eva Johansen.

Jeg skal love for, vi fik valuta for pengene! Eva Johansen quilts er håndværksmæssigt enestående. Hendes applikationer er fantastisk detaljerede, hendes farvesammensætninger er utroligt harmoniske og hun quilter, så man tror, det er løgn.

Her er et lille udsnit af de udstillede værker, og se hvor forskellige de er. Se flere på hendes hjemmeside:


Alle Eva Johansens værker er udstillet på førstesalen, og i underetagen finder man et eldorado af unikt kunsthåndværk. Her er alt fra glaskunst, keramik, beklædning, malerier og meget, meget mere.

Her kommer et par fotos fra den afdeling:


- og så var der lige disse fire dejlige damer, som slet ikke var til at stå for:


Vi sluttede eftermiddagen i Kunstgårdens café med en kop kaffe og et stykke kage. Nogle af os valgte belgiske vafler med is.

Jeg tror, vi alle vendte hjem med masser af ideer og inspiration til nye projekter!

15. juni 2010

En pakke i min postkasse

I dag lå der en pakke i min postkasse med DMC brodergarn, som jeg har vundet i en giveaway på Else Maries blog! Pakken indeholdt 25 dukker i rigtig fine og anvendelige farver, som jeg kan bruge i mine stitcheries.


Jeg var ellers lige ved at opgive håbet om, at pakken ville komme, men da jeg har kunnet fornemme, at Else Marie er en mega travl dame, var jeg overbevist om, at den nok skulle dukke op på et tidspunkt, og det gjorde den så i dag.

Tak for den fine gave, Else Marie!

Den skal da også med

Så fik jeg lige syet en lille bamse af resterne fra barnevognstæppet + et par ekstra stumper. Den skal babyen da også lige have som velkomstgave:

12. juni 2010

Forberedelse

For nogle måneder siden, da jeg besøgte Dansk Factory Outlet i Langeskov, faldt jeg for 3 søde børnestoffer i glade farver. Jeg købte et lille stykke af hvert til den formidable pris af ca. 12 kr./m.

Nu er jeg så blevet færdig med barnevognstæppet til min niece, så jeg synes lige, at den kommende baby også har brug for et pusletæppe foret med blød og lækker fleece.


Tæppet skal bare være et hurtigt maskinsyet projekt, og alle delene er nu skåret, så det blot mangler at blive syet sammen. Jeg har valgt at skære blokkene 15x15 cm og de hvide stolper i 6x15 cm. Det færdige tæppe kommer til at måle ca. 120x120 cm.

10. juni 2010

Barnevognstæppet er færdigt

Barnevognstæppet, som jeg begyndte på lige omkring påske, er nu endelig blevet helt færdigt. Jeg havde lidt problemer med at finde ud af, hvordan jeg ville quilte det.


Min dejlige veninde Lone har lige købt en ny trykfod til sin Pfaff. Trykfoden er forsynet med en skinne, der kan køre præcist i en søm, og blev vi enige om, at det ville være en fin måde at quilte dette tæppe på.

Som sagt, så gjort, og på nærbilledet af et par blokke, kan man se, at quiltningen ligger lige midt i de hvide stolper, hvor blokkene er syet sammen.

5. juni 2010

Vikingedåb

I eftermiddags blev vinterens skrællinger ophøjet til at være ægte skjoldmøer og vikinger! Selv julemanden havde valgt at få sin dåb i dag for at kunne kalde sig rigtig viking:


På bedste vis fik 5 skrællinger den obligatoriske dåb og høvdigens isslag, og dermed endelig optagelse i vikingeklubben Erik Klipping.


Det blev, som sædvanlig, en munter eftermiddag, hvor de 5 hovedpersoner fik høvdingens formaninger og belæringer med på vejen om, hvordan man gebærder sig i klubben, når man er blevet "rigtig" viking.


Efter dåbsritualet var der kaffe og kage til alle, og så var der ellers dækket op til festen i aften.


Vejret er med os i flotteste stil, og menuen lader ikke noget tilbage at ønske. Det skal nok blive en fornøjelig aften - som sædvanlig!