Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

21. september 2009

Malerweekend og biograftur

De seneste par dage har været hårdt arbejde! Vi har langt om længe fået taget os sammen til at male vores soveværelse.

Det har længe været tiltrængt, men er hele tiden skubbet i baggrunden for andre, for os mere vigtige projekter. Nu skulle det så endelig være, da vi efterhånden var godt trætte af mørkeblå vægge - ja ja, det var jo moderne en gang!

Før:
 - og efter:

Nu er vi så færdige, og det er en fornøjelse at se, hvor lyst og dejligt rummet er blevet.

Lamper er nu monteret igen, der er gjort rent, og i morgen skal der hænges gardiner op, og så kan det hele stilles på plads igen.
 ---oooOOOooo---

Lørdag aften holdt vi pause for at tage en tur i biografen. Vi har glædet os længe til, at den meget omtalte film, "Pigen der legede med ilden", endelig kom på lærredet.

Filmen levede helt og aldeles op til forventningerne, og Noomi Rapace er ganske enkelt fremragende i rollen som Lisbeth Salander!

De kan altså noget med krimier og film de svenskere!

15. september 2009

Noah's Ark BOM færdig

Så er de små broderede blokke fra Lynette Andersons stitchery BOM blevet monteret.


Jeg har ikke rigtig kunnet finde ud af, om vægbilledet skulle quiltes, men er nu blevet enig med mig selv om, at det skal det ikke. Broderierne skal have lov til at fremstå klare og tydelige i en diskret ramme.

Det var lidt svært at få broderierne placeret sådan i forhold til hinanden, at alle kanter flugter, og det er da heller ikke lykkedes helt. Et enkelt sted var jeg nødt til at sætte en ekstra lille strimmel ind, men helheden er blevet rigtig fin, synes jeg.

Nu er jeg spændt på, hvad lillepigen siger til sit nye vægbillede!

Besøgstæller og blog på engelsk

Jeg har sat en besøgstæller - Neocounter - på min blog. Det er sjovt at se, hvor mange besøg man får, og hvor i verden de besøgende kommer fra.

Den burde være installeret allerede fra dag 1, men der går jo altid et stykke tid, før man rigtig finder ud af, hvordan hele blog-systemet virker.

Nu er den der, og det er rigtig spændende at opdage, at quiltere på den anden side af kloden, kigger i ens blog!

Jeg overvejer meget, om jeg også skal forsøge at skrive på engelsk - et engelsk, som bestemt ikke er perfekt - eller om det er nok med den Google oversætter, jeg har placeret øverst i højre hjørne. Hvad siger I andre?

10. september 2009

Færdige Noah's Ark stitchery

Så er alle de små blokke til Lynette Andersons Noah's Ark stitchery BOM broderet færdige. Blokkene skal lige presses, og så er de klar til at blive monteret ind i et vægtæppe, som mit yngste barnebarn, Sidsel på 2 år, skal have til at hænge op i sit værelse.


Storesøster Lisa på 6 år, fik også et vægtæppe, da hun var i samme alder. Det ser således ud:


Da jeg havde broderet de første 3-4 motiver, synes jeg ikke, de var blevet særligt pæne. De var skæve, og da øvelse som bekendt jo gør mester, var jeg også utilfreds med broderiernes kvalitet. Jeg ville derfor begynde helt forfra.

Jeg valgte denne gang at stryge vlieseline på bagsiden af stoffet, inden motiverne skulle broderes. Det viste sig også at være meget nemmere, da stoffet var mere stift, og nu var det også sikret, at de mørke tråde ikke kunne anes gennem det hvide stof.

Næste trin er, at broderierne nu skal rammes ind i en log cabin, hvorefter det hele skal bygges sammen med en kant udenom. Hele patchworkdelen skal være i grønne farver.

Det bliver spændende, om jeg kan få det til at makke ret.

7. september 2009

Et lille digt om klude

Livet er som et tæppe af klude,
hvor hver lille klud er en dag der må gå,
nogle er lyse som solen derude,
andre er mørke og grå.

Men hver lille klud, som her er sat på,
og veksler i farver og former og motiver,
danner et mønster af store og små
kapitler i vores omskiftende liv.

Så lad mig da gøre det netop sådan,
som jeg synes - småt eller stort.
Jeg håber, hvis jeg har skabt, hvad jeg kan,
er der en der vil sige "Godt gjort"!

(forfatter ukendt)

1. september 2009

September = sæsonstart for vinterbadning

Selv om solen skinner fra en skyfri himmel og temperaturen er sommerlig, kan vi ikke komme udenom, at efteråret er på vej.

Fra 1. september er vintersæsonen i gang og det betyder andre aktiviteter i klubben end i sommersæsonen. Vandtemperaturen er stadig ret høj - omkring 17-18 grader, men efterhånden falder temperaturen hurtigt, og man begynder så småt at føle sig som "rigtig" vinterbader.

Rigtig godt bliver det, når vandtemperaturen kommer under 10 grader. Så er en tur i vores skønne sauna, med panoramaudsigt ud over Storebælt med den smukke bro efterfulgt af en tur i vandet, ubeskriveligt dejligt for både sjæl og krop!

Vi starter gerne med en hurtig tur i vandet, herefter sauna, så igen en tur i vandet med efterfølgende sauna, og sådan kan vi fortsætte 4-5 gange de dage, hvor vejret tillader det.

Jeg går nu ind i min 3. sæson som vinterbader, og jeg glæder mig til endnu en dejlig vinter med masser af badedage og masser af hyggelige sociale sammenkomster som f.eks. fuldmånebadning med fællesspisning - et arrangement der finder sted ved hver fuldmåne. 

Is på vandet kan vi jo nok ikke forvente mere på vore breddegrader, men dette her er altså heller ikke dårligt:

 
  
 
Billederne er taget en aften sidste vinter. Da vi har projektører, der oplyser badebroen og vandet ved trappen, kan vi sagtens bade om aftenen, selv om det er bælgmørkt.
Jeg glæder mig til endnu en ny badesæson.